Kender du pastaens udskrevne regler?

pexels-engin-akyurt-1460872

Noget af det bedste ved det italienske køkken er pasta. Det er ofte nemt og hurtigt at lave og med få ingredienser, og så smager det himmelsk. 

Og det er ikke små mængder, der omsættes i Italien. Årligt produceres der 3,3 millioner tons pasta. 91 procent er tør-pasta og 9 procent er frisk pasta.

Der er dog stor forskel mellem Nord- og Syditalien, hvad angår pasta-kultur. I den norditalienske region Trentino Alto Adige spiser en person i gennemsnit 20 kg pasta om året, mens en sicilianer i gennemsnit spiser 40 kg. 

Og der er nok at vælge imellem: Der findes omkring 200 forskellige pasta-typer – mange af dem er regionale specialiteter. Ligesom der findes utallige regionale pasta-opskrifter. 

De mest solgte pasta-typer i Italien er spaghetti, penne og rigatoni.



Fælles for alle fra nord til syd er dog de uskrevne pasta-regler:

  • Man spiser ALDRIG pasta som tilbehør til en anden ret. Pasta er en ret i sig selv. 
  • Ost bruges normalt ALDRIG i pastaretter med fisk. Der findes dog ganske få lokale undtagelser.
  • Det er ikke velset at drysse salt på den færdige pastaret. Så sørg i stedet for, at pastavandet og pastasugo’en er saltet tilstrækkeligt.
  • Pasta spises KUN med gaffel. Knive og skeer er udelukkende for turister. Der er dog en undtagelse: Hvis der er pasta i en suppe, bruger du selvfølgelig en ske.

 

Så med disse uskrevne regler in mente, er du godt klædt på til at spise pasta på italiensk. 

Rigtig god fornøjelse – og buon appetito.


A presto.

Mange hilsner 

Mette and Kenneth


0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!