Pasta e Ceci – pasta med kikærter

MK pasta e ceci

Pasta e Ceci – pasta med kikærter er en smagfuld og lækker ret, der er nem at lave, og som smager fantastisk. Det er en klassiker, som vi holder utrolig meget af, og som er rigtig god i denne kolde tid.

Retten kan laves på mange forskellige måder. Her får du vores bud på Pasta e Ceci:


 

Pasta e Ceci  -  ingredienser (til 4 personer)
 

  • 250 gram suppepasta
  • 250 gram kikærter (vi bruger kikærter klar til brug)
  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • En kvist frisk rosmarin
  • 2 gulerødder
  • 2-3 kartofler
  • 1-2 stængler bladselleri
  • 1 lille dåse tomatkoncentrat
  • 1 grøntsags-bouillon terning
  • 1 l vand
  • Salt
  • Peber
  • Ekstra jomfruolivenolie (til at svitse i og til at hælde på retten før servering)


 Sådan laver du Pasta e Ceci:

 


1. Snit løg, bladselleri og hvidløg fint.

2. Kom olivenolie i en gryde, og svits løget et par minutter.

3. Kom fintsnittet bladselleri i gryden og svits videre.

4. Kom det fintsnittede hvidløg i gryden og svits yderligere et par minutter.

5. Skræl og skær gulerødderne i små tern.

6. Kom gulerodsternene i gryden og svits et par minutter.

7. Skyl rosmarinkvisten og stryg bladene af stilken. Hak dem fint.

8. Kom rosmarin i gryden og lad det svitse et par minutter.

9. Skræl og skær kartoflerne i små tern.

10. Kom kartoffelternene i gryden og krydr med salt.

11. Kog vand og lav 0,7 l grøntsagsfond med en bouillonterning, der hældes i gryden. (eller brug 0,7 l af din hjemmelavede grøntsags-fond) 

12. Lad det koge i 10 minutter.

13. Skyl kikærterne og hæld dem i gryden.

14. Lad det koge i cirka 15 minutter.

15. Tilsæt tomatpure.

16. Når suppen koger, hæld pasta i. Tjek kogetid på posen.

17. Rør undervejs og tilsæt evt. yderligere vand.

18. Når pastaen er kogt, kværn frisk peber i retten.

19. Hæld et par dråber god ekstra jomfruolivenolie over retten, når den serveres.



Gode tips, når du laver Pasta e Ceci:

Der findes som sagt et utal af variationer af den klassiske ret. Du kan bruge passata di pomodoro eller friske tomater. Nogle kommer baconstrimler i, og du kan undlade kartoflerne. Du kan også lave retten mere suppeagtig/flydende, og altså komme mere tomat og/eller grøntsagsfond i. Vi kan godt lide, at Pasta e Ceci ikke er alt for flydende.

I opskriften bruger vi kikærter, der er klar til brug. Du kan også vælge at købe tørrede kikærter, der skal lægge i blød i mindst 24 timer i køleskab og derefter koges i flere timer, før de bruges i retten. Læs vejledning på posen før brug.

Du kan også lave din egen grøntsags-fond og bruge i retten. I opskriften her har vi dog valgt den hurtige løsning og lavet grøntsags-fonden med en bouillonterning.

Hvad angår krydderurter kan man også bruge laurbærblade, og i nogle opskrifter bruges peperoncino (italiensk chili) i i stedet for sort peber. Ja mulighederne er mange, og du kan selv twiste din Pasta e Ceci, så du får den udgave, du bedst kan lide.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!